Kumihimo

Hjem

Om kumihimo

Workshops

Shop

Links

Kontakt

Marudai

LIDT HISTORIE
Kumihimo-teknikken er formodentlig opstået i Korea, hvorfra den er nået til Japan i løbet af det 8-900 tallet. I Japan udviklede man denne teknik til perfektion. Inden lynlåsen og andre moderne lukke-mekanismer blev opfundet, havde man god brug for snore og bånd til at holde styr på klædedragten. Samuraierne var storforbrugere af bånd og snorene har også været brugt ved religiøse ceremonier og som pynt.

VÆVEN
I Japan væves båndene på flere forskellige typer af væve. Den mest almindelige væv hedder marudai, det betyder det runde redskab. Det er en rund plade (spejlet) med hul i midten på 4 ben. Den ligner mest af alt en taburet. Pladen er ubehandlet, men pudset så den er helt glat. Hullet i pladen er ca. 2 til 4 cm i diameter. Garnet er oplagt på trisser (tama). Trisserne findes i forskellige størrelser fra 35 gram og op, de mest brugte trisser er på 70 eller 100 gram. Den vævede snor vokser ned gennem hullet, tynget af en kontravægt. Det er forholdet mellem trissernes vægt og kontravægten, der bestemmer snorens fasthed.

Der er ikke mange steder, hvor man kan købe en marudai, så man skal nok have fat i en trædrejer. Det svære er trisserne. De har en kærne af bly, og vægten skal være nøje kaliberet. Trisser skal konstrueres således, at de ikke tipper eller snurre rundt. Det er en nydelse at få fat i en rigtigt marudai og gode trisser. Kan man ikke få fat i en maru-dai væv, kan man selv lave en væv. Jeg brugte længe en gammel blomsterpiedestal uden bund og en rund plexiglasplade med hul i midten. Køn var væven ikke, men den fungerede, sådan da. Traditionelt er væven ca. 40 cm høj, for i Japan væver man liggende på knæ, vi foretrækker at sidde på en stol. Man skal lave sin væv i en højde, der giver en god arbejdsstilling. I stedet for trisser kan man bruge maskinbolte, som fås i mange størrelser, filmruller med tungt fyld eller andet. Der væves med fire eller flere trisser. Som regel et lige antal. 32 trisser er normalt maksimum for en almindelig maru-dai væv. Som midterlod kan man bruge strandsten med huller, eller en lille (silke)pose med sand, lodder eller andet tungt materiale.

For nyligt er der også kommet fletteplader i handelen, som er lavet af skumplast. Det er også muligt at lave bånd og snore på en papskive med hakker. Man holder papskiven i den ene hånd, og væver med den anden (2). Nu er vi midt i en virkelighed, hvor de fleste af os kan være med. Man skal ikke lade sig hæmme af manglen på "autoriseret" redskab.

GARNET
I Japan vævedes traditionelt med plantefarvet silke. Der bruges mange tråde meget fint garn."Garnstrengen" består af ca. 40 tråde. I Japan kan man købe garn oplagt i længder, der passer til at væve obi snor. Men der er mange andre muligheder. Man kan bruge amagergarn, som giver fine, blanke bånd og snore. Skal man bare øve sig er alm. bomuldsgarn udmærket. Også her gælder det bare om at forsøge sig frem. Bare garnkvaliteten passer til båndet og dets anvendelse. Som vesterlænding kan man væve helt uden at være bundet af traditioner. Vi har ikke overskredet grænser, når vi monterer en marudai med lædersnører.

BÅND OG SNORE
Båndene kan have forskellige former. Man kan lave runde snore og flade bånd. Man kan lave kantede bånd eller spiralsnore, tværsnittene kan have mange former. Og så kan man lave hule snore med og uden kærne. Båndene har navne, der dels kan hentyde til faconen eller til antallet af trisser, der skal bruges eller til båndets lighed med en genstand m.m. På Internettet har jeg fundet en japansk ordliste: Hira betyder flad, kara betyder kinesisk, yatsu betyder 8. Mange bøger bruger de japanske navne. Jeg synes, det er en god ting, så kan man lettere kommunikere med andre, og så er det en del af hele kumihimo-atmosfæren at få de eksotiske navne med. Man skal være opmærksom på, at der findes forskellige måder at translitterere på, dvs. at  det samme navn staves på forskellig måde.

Mulighederne for variationer er uendelige. De samme bånd kan væves med forskellig farveopsætning, det giver forskellige mønstre (farveeffekt). Mange bånd kan væves med et variabelt antal trisser f. eks. Maru genji, der kan væves med 8,16 eller 32 trisser. Man kan lave varianter, hvor man væver kombinationer af flere bånd. Nogle bånd er lette at væve, andre meget vanskelige, slagenes indbyrdes rækkefølge skal følges nøje, og rapporten kan være lang. Et bånd med 16 trisser kan sagtens være lettere at væve end et med 8, det afhænger af flere faktorer om båndet er let eller svært. Nogle slag eller sammensætninger af slag føles lettere end andre. At kumihimo'e er ikke en beskæftigelse, der indbyder til livlige diskussioner under arbejdet. Og som nævnt tidligere, kræver det ro og koncentration. Har man først fundet båndets rytme, oplever man vævningen som en slags meditation, fred i sjælen, ren nydelse. Men sådan er det jo med næsten alt slags vævning!

ANDRE LANDE
Uden for Japan fremstiller man bånd og snore i lignende teknikker. I Sydamerika (3) væver hyrderne slynger i en teknik, som minder om kumihimo. De sydamerikanske bånd kan også væves på en maru-dai væv. Jeg synes, de er svære at væve, rytmen forekommer forkert. Mange generationer af vævere har udviklet teknik og redskab, så der er en smuk overensstemmelse. Måske er det derfor, at jeg føler, det er så svært at overføre et sydamerikansk mønster til en japansk væv. Hyrderne, som væver de sydamerikanske bånd, bruger intet redskab. De holder garnet i venstre hånd, og væver med højre hånd. Den færdige snor vokser ud under hånden. De væver slyngerne, medens de går i bjergene og vogter deres dyr. Disse snore, som er fremstillet uden redskab, kan være meget komplicerede.

På vores breddegrader har man lavet hårarbejder, smykker og brugsgenstande fremstillet af lange menneskehår. Disse smykker blev vævet på en vævetype, som minder meget om den japanske maru-dai væv. I Danmark kan man se hårsmykker på Bangsbomuseet i Frederikshavn. Museet har udgivet en bog (4) om disse kvinder og hårarbejder. Hårkullarna i Dalerne holder stadig traditionen i hævd.

FLERE KUMIHIMO KILDER
Kumihimo er en disciplin der dyrkes af forholdsvis få personer. At møde mennesker med samme interesse som en selv er dejligt og nødvendigt, når lyst og inspiration skal holdes ved lige. På Internettet har jeg fundet en diskussionsgruppe om Kumihimo. Det er lidt op og ned, hvor interessant det er, men man kan følge med i hvad der udkommer af nye bøger og software, og høre om hvad andre har af problemer og glæder i forbindelse med kumihimo. Der er tit henvisninger til forhandlere af redskaber, garner og bøger. Det er en amerikansk liste, men der er også deltagere fra andre lande.

Braidrunner er et computerprogram, det kan simulere 14 forskellige bånd konstrueret med 8 trisser. Det er sjovt at arbejde med, og det er nyttigt at kunne afprøve farvekombinationer på skærmen inden man går i gang med de dyre silkegarner.

Der er efterhånden udkommet en del litteratur om kumihimo. Catherine Martins (5) bog var den første kumihimo bog, jeg købte. Den har været min autoritet. Der er en meget grundig beskrivelse af opsætning af en marudai og opskrifter på 12 forskellige bånd. Det er en rigtig god bog, som er meget loyal over for den japanske tradition. Jacqui Carey har skrevet en bog, der hedder Creative Kumihimo (6). Den er helt anderledes og kan også anbefales til et selvstudium. Careys bog er mere "europæiseret" med flere farvebilleder og billeder af anvendte bånd. Når man væver på marudai, kan der meget let gå uorden i rapporten, og det kan være svært at finde ud af, hvor man er. Begge disse bøger har tegning af, hvordan trådene krydser hinanden i det, der på engelsk kaldes "point of braiding", flettepunktet kunne man måske kalde det på dansk. Det er uhyre nyttigt. Makido Tada er japaner. Hun har skrevet flere bøger, heraf par stykker med både japansk og engelsk tekst. Hendes bøger er meget spændende. Hun arbejder for tiden på en serie der hedder Treatise of Braids. Den første i serien handler om bånd og snore på maru-dai. Nr. 2 I serien handler om sydamerikanske bånd. Den er udelukkende med japansk tekst. Man skal ikke lade sig skræmme af, at en kumihimo-bog er japansk. Det er selvfølgelig frustrerende at gå glip af noget, men man kan have meget glæde af den alligevel, da forståelsen af diagrammerne er uafhængig af sproget.

Læs også: